Tobias og jeg vågnede op til en sol der strålede fantastisk.

Vi sad og røg smøger og hørte protestsange og snakkede om New Public Management og hvad der blev af tilliden til det enkelte menneskes professionelle kunnen. Hvorfor det er at man skal bruge mere tid på at dokumentere det man laver end på at lave det egentlige arbejde. At de bruger ligeså mange penge på ekstern konsulentbistand, som fortæller os hvordan vi skal spare penge – som de skærer i det offentlige. Hvorfor jeg godt kan forstå at folk har brug for at gå på efterløn efter et langt arbejdsliv, når arbejdsmarkedet i dag mistænkeliggør den enkelte. Om der egentlig er nogen grund til at arbejde hele livet, hvis man ikke får mulighed for at nyde tiden bagefter.
Hvordan de kan finde på at bruge et privat system til at administrere det offentlige. Vi havde en offentlig sektor, der i høj grad drejede sig om mennesker; nu drejer det hele sig om effektivitet og besparelser.
Om hvor svært det kan være at se på at tingene bare sker omkring en og hvor højt oppe i systemet de er besluttet.

Det var en lidt deprimerende snak, men vi kom også til at snakke om de gode ting, der opstår nedefra. Fx om klinikken for asylansøgere, som hele tiden får flere samarbejdsparternere, selvom det de laver i virkeligheden er ulovligt. Fordi folk ikke bare kan se til, men ønsker at hjælpe. Og om hvor fedt det var at være med i Kirkeasyl dengang og se hvordan folk også der hjalp.
Om hvordan der i år 2011 virkelig skete noget ift. homoers synlighed. (Bl.a. kom denne smukke sang: https://www.youtube.com/watch?v=CwMs6IGDmMo af Marie Key.)
Om at transkønnedes vilkår i behandlingssystemet endelig er kommet på dagsordenen.

2012 bliver et godt år.