Antinationalisme

Så er det forår og demotid igen!

For et par uger siden var jeg til den smukkeste og mest inkluderende demo på Nørrebro (16. marts) imod højreekstremistisk terror.
Nu er terror jo ellers blevet et ord som i medierne hænger sammen med Islam, så det var utrolig fedt at få fokus på at terror fra nationalister er mindst ligeså stort et problem.
Der blev holdt smukke taler og sunget “Kringsat af fjender” fra scenen, en af mine yndlingssange. Folk som jeg kender fra alle mulige forskellige grupper, fagforeninger, partier, og smågrupper kom. Jeg har ikke længe set så mange forskellige venstrefløjsfolk stå side om side om en fælles sag.

I denne weekend var jeg så til Århus for mangfoldighed. Da jeg ankom til Rådhuspladsen blev jeg overvældet af hvor utroligt mange mennesker der var. Det var de samme folk fra de samme grupper som på Nørrebro tidligere på måneden – bare gange hundrede! Udover diverse venstrefløjsfraktioner (fx QueerJihad!!!) var der repræsentanter fra store fagforeningsafdelinger, et ungdomsparti, et folketingsparti og en hel masse såkaldte almindelige mennesker af mange forskellige etniciteter!

Vi var over 4000 mennesker der viste at racisme ikke er okay! Det er den største antiracistiske demonstration siden 1992, før Pia K kom til magten.

Mediernes dækning af demonstrationen har været helt elendig. I stedet for at fortælle om den kæmpestore mangfoldige demo, fokuserer de på de ganske få kampe der var mellem sortklædte og nationalister.
Det havde intet med demonstrationen, som befandt sig langt væk derfra, at gøre, det var nogle folk der valgte at gå i kamp med nogle ekstremistiske og sindssyge holdninger. (Se klip fra nationalisternes bus og hør den måde de taler om folk med anden etnisk herkomst end dansk her.)

Jeg hørte at dagen før demonstrationen havde nationalisterne i deres iver overfaldet to unge muslimske piger og revet deres tørklæder af.

Jeg synes man skal bemærke at der ingen overfald skete i byen aftenen/natten efter demoen, i en by som Århus, hvor overfald ellers sker tit. Nazierne turde for en gangs skyld ikke.
Er det ikke en succes?

Man kan mene hvad man vil om folk der opsøger kampe, men vi fik sgu allesammen i fællesskab vist de dumme møgsvin at de ikke var velkomne!

Homoer

Min facebook-kammerat skrev den anden dag et indlæg om at folk var nogle fucking bøsser der skulle holde op med at spille homospillet Wordfeud og få sig et liv.

Jeg skrev til ham, at jeg syntes det var nederen at han brugte seksualitet som et skældsord.

Han skrev undskyld, men at det passede ind i konteksten.

Jeg skrev at at Wordfeud ikke skadede nogen, men det gjorde brugen af homseksualitet som noget negativt derimod.

Han skrev at han følte en stærk antipati mod dem der spillede Wordfeud og derfor omtalte dem i negative vendinger.

Jeg gad ikke endnu engang forklare ham at der ikke er noget negativt ved at være homoseksuel, så jeg slettede ham som ven i stedet for.

Jeg brugte også slv ordet “bøsserøv” som skældsord da jeg var yngre. Men at voksne, ellers intelligente mennesker smider med ordene i flæng uden at tænke over hvor meget det skader, det undrer mig.

Det undrer mig at i en tid som denne hvor lesbiske Sarah vinder X-factor, sportsmennesker så småt begynder at springe ud og hvor homoer næsten har fået ret til at gifte sig, der er det stadig noget negativt at være homoseksuel.

Så kan man sige “Jeg har ikke noget imod homoseksuelle, jeg synes bare det er et godt ord.”
Men tænk på, hvor meget det skader. Din computer der ikke virker er en bøssecomputer, politiet er nogle bøsserøve og wordfeud er et homospil. Når du hele tiden hører at det at være homoseksuel er noget negativt, så vil du hvert fald ikke selv være det.
Det hjælper bestemt ikke på unge bi- og homoseksuelles identitetskriser, at høre på sådan noget.

Jeg selv ville ikke være lesbisk da jeg var yngre, jeg bekæmpede det med alt hvad jeg kunne, jeg benægtede det, jeg løj for mig selv.

Hvorfor opdrager vi vores børn til at en form for kærlighed er dårligere end en anden?
Hvorfor kan ikke engang voksne mennesker tage ansvar for de ord de bruger?

Forårsdag

Tobias og jeg vågnede op til en sol der strålede fantastisk.

Vi sad og røg smøger og hørte protestsange og snakkede om New Public Management og hvad der blev af tilliden til det enkelte menneskes professionelle kunnen. Hvorfor det er at man skal bruge mere tid på at dokumentere det man laver end på at lave det egentlige arbejde. At de bruger ligeså mange penge på ekstern konsulentbistand, som fortæller os hvordan vi skal spare penge – som de skærer i det offentlige. Hvorfor jeg godt kan forstå at folk har brug for at gå på efterløn efter et langt arbejdsliv, når arbejdsmarkedet i dag mistænkeliggør den enkelte. Om der egentlig er nogen grund til at arbejde hele livet, hvis man ikke får mulighed for at nyde tiden bagefter.
Hvordan de kan finde på at bruge et privat system til at administrere det offentlige. Vi havde en offentlig sektor, der i høj grad drejede sig om mennesker; nu drejer det hele sig om effektivitet og besparelser.
Om hvor svært det kan være at se på at tingene bare sker omkring en og hvor højt oppe i systemet de er besluttet.

Det var en lidt deprimerende snak, men vi kom også til at snakke om de gode ting, der opstår nedefra. Fx om klinikken for asylansøgere, som hele tiden får flere samarbejdsparternere, selvom det de laver i virkeligheden er ulovligt. Fordi folk ikke bare kan se til, men ønsker at hjælpe. Og om hvor fedt det var at være med i Kirkeasyl dengang og se hvordan folk også der hjalp.
Om hvordan der i år 2011 virkelig skete noget ift. homoers synlighed. (Bl.a. kom denne smukke sang: https://www.youtube.com/watch?v=CwMs6IGDmMo af Marie Key.)
Om at transkønnedes vilkår i behandlingssystemet endelig er kommet på dagsordenen.

2012 bliver et godt år.

Piratradio

Jeg var dag oppe og besøge den nye piratradio.

Det var fucking fedt at se at det er blevet stablet på benene igen og at det kan køre rundt.

Gode folk, god musik, god chiller (:

København er på vej op igen! Det gav gejst at se at noget kan komme tilbage med fornyet kraft – de har endnu ikke fået os ned med nakken!

Byens radio spiller på 89,7 FM – Tjek det ud!

http://modkraft.dk/nyheder/article/ny-piratradio-hejser-antennen-over

Et håb blev knust…?

Jeg tænkte at jeg ikke ville offentliggøre det her dagbogsindlæg, fordi det er for deprimerende. Men nu gør jeg det alligevel

Det kan lyde som et personligt råb om hjælp, men er nok i højere grad et samfunds råb i afmagt og et lille spinkelt håb om at nogen eller andet sted højt oppe i systemet stadig ejer følelser og empati og ser hvor fucked verden er, og gør noget ved det.

Yeah, right..

Jeg var til kursus i går med oplæg om pædagogisk filosofi og Bauman og oveni alt det andet, var det bare for meget.

Verdens urolige tilstand lige for tiden påvirker mig og jeg kan sgu ikke lige holde til at høre på individualisering og tabet af fællesskabet og solidariteten, og se-mig-kulturen og velfærdsstatens død og New Public Management og PISA og SATS og OECD og overvågning og newspeak om anerkendelse og selvledelse og nedslidning, stress og arbejdsløshed og fjernelse af efterlønnen…

Jeg ved godt at oplægsholderens intention var at skabe debat og få folk til at se lidt kritisk på “anerkendende” pædagogik og samfundet generelt, men hos mig gik det bare lige ind og ramte i mit aller-ømmeste punkt; troen på fremtiden.

Så kunne jeg ikke sove i nat. Fordi han fik prikket til det sidste håb indeni mig.
Og det var som om jeg ikke længere kunne se nogen mening med noget.

Gu vil jeg da ej være pædagog, hvis der alligevel ikke er tid og ressourcer til at lytte til og lave pædagogiske aktiviteter med og være med til at udvikle det enkelte barn; hvis livet i børnehaven udelukkende er pasning og kaos-kontrol og åndssvagt papirarbejde bestemt ovenfra af folk der ikke ved en skid om pædagogik.
Jeg gider ikke at bruge mit liv på at passe på andres børn under elendige forhold, bare for at andre selv har tid til at gå på arbejde og slide sig ihjel.
Hvis ikke jeg får mulighed for at lave noget, der reelt ændrer noget hos nogen – så kan det sgu ligeså godt være en anden end mig der tørrer røv på de unger.

Hvis jeg alligevel ikke får mulighed for at bidrage med noget som helst, hvorfor så overhovedet prøve?

Men jeg har ligesom ikke noget valg. Det kan godt være vi ikke kan ændre den retning det går; måske ikke engang bare sænke den lidt – men verden bliver hvert fald ikke et bedre sted, af at jeg ikke her.

Ja, og så smider jeg lige den her samtidig;

http://www.information.dk/262742 (“Venstreorienterede har aldrig været mere ulykkelige”)