Der er sket meget.

Indeni mig.

Nu er jeg glad og forelsket.

Mere siger jeg ikke endnu q:

9 dage inde i året og allerede så store ændringer.

Nu er det lidt over en uge siden jeg blev single.
Det er som om tiden har stået stille.
Jeg har levet meget af minutnudler.
Vi har stadig ikke rigtigt fået ryddet op efter nytårsaften. Måske tager jeg mig sammen og går over med pant i dag.

Jeg sover dårligt om natten. Jeg har bidt mine negle helt ned.

Det er mærkeligt at være ‘fri’ efter to år i et parforhold.
Jeg tænkte nogle gange på det, at jeg godt kunne tænke mig at være single bare for en enkelt dag.
Nu er jeg single hele tiden.
Det var bare ikke lige den måde jeg havde regnet med det skulle ske på.

Føler mig svigtet og forrådt og lidt alene i verden.

Det er jo bare med at komme ud i verden og få nogle nye bekendtskaber,  venner som kun er mine.
Men det er svært om vinteren, når der er så koldt udenfor.
Allerhelst vil jeg bare ligge i min seng og putte indtil det bliver forår.

2010. Det er et flot tal.
Jeg er sikker på at det bliver et godt år.
For mit vedkommende kan det hvert fald kun blive bedre herfra.

Jeg ønsker mig bare en skraldespand.

Jeg har ryddet op på mit værelse og lidt i mit liv. Jeg læser og ser film om pædagogik og om at have hjertet med sig og jeg glæder mig til at komme i praktik om kun lidt over en uge.
Jeg skal ud blandt større børn end jeg ellers har arbejdet med. De fleste med anden etnisk baggrund end dansk. Jeg der er opvokset på landet og gik på en skole, hvor der kun var én med en anden hudfarve end os andre.
Nu skal jeg ud i Hovedstadens hårde kvarterer og være en rollemodel – og måske en autoritet(?) – overfor børn der er opvokset i en helt anden kultur end jeg selv.
Jeg kommer fra kernefamilie, villakvarter, sparke-til-dåse på sportspladsen foran forsamlingshuset.
Jeg kender ikke deres baggrund endnu, men den er helt sikkert på mange områder anderledes end min.
Spændende, udfordrende.

Vi har også ryddet op i lejligheden. Her er mere plads, nemmere at gøre rent.
Jeg overvejer at leje en vaskemaskine.
Jeg er ved at blive voksen eller noget.

Min barndom var romantisk, idyllisk. Stråtækt. Skovture, blomstermarker, skøjtesøer. Sol og sne og uvidenhed.
Gad vide om nogen børn lever ligesådan i dag. Jeg håber heller ikke de lægger mærke til alle alvorlighederne omkring dem før de bliver meget ældre. Men det kan næsten ikke undgås i byen. Med politi og ambulancer og bander.
Jeg selv kan hvert fald ikke undgå at se det. Det er som om der er blå blink over det hele for tiden.
Der er koldt udenfor.

Jeg er startet på pædagogstudiet. Det er virkelig spændende. At lære de andre at kende, at lære stedet at kende og at gå i skole igen og skulle organisere og prioritere. Og at lære om relationer og rollemodeller og kommunikation.
Selvudvikling er en stor del af uddannelsen. Spændende.

Jeg savner at arbejde med børn, men jeg er også lidt nervøs for praktikken. Det bliver bare så meget mere komplekst, når man får teorier på sit arbejde og læser om hvor meget indflydelse barndommen har på voksenlivet senerehen. Hvor meget ros kan skade, hvis det bliver sagt forkert, for meget. Hvor mange af sine grundlæggende værdier man får tillært sig i de første leveår.

Jeg er opdraget til at alle skal have det godt. Jeg fokuserer på alle, på fællesskabet. Jeg rykker lidt længere ud i cirklen, så der bliver plads.

Spændende at læse om relationer, mens man selv danner nye til andre mennesker. Spændende med en uddannelse med så konkrete resultater; det kan jo bruges i virkeligheden, det vi lærer.
Det er ikke geografi eller tekstanalyse, det handler om mennesker og den måde vi påvirker hinanden indbyrdes, hvordan vi møder hinanden.

En uddannelse, der fokuserer på den enkelte og hvordan vi skaber de bedste rammer og muligheder for det her individ med dets ønsker og færdigheder.

Jeg lærer meget om mig selv. Jeg kan godt lide det.
Og nu er jeg sulten (:

“Hver gang et barn er ved at blive udvist til et land i krig, skal der være en dygtig og velformuleret pædagog til at fortælle hvorfor det er forkert”

Det handler om omsorg. Det handler om at tage hånd om de mennesker, der ikke kan klare sig helt selv, men har brug for et voksent, støttende menneske.

Jeg glæder mig til at komme i gang. Pædagogseminariet er fedt. Jeg føler jeg kan noget vigtigt og jeg vil gerne blive god til det. Jeg skal ikke “bare” være pædagog, jeg skal være pædagog. Et menneske der hjælper andre til at få det bedste ud af deres liv.

Retfærdighed. Det har altid været en stor del af mig. Jeg har altid heppet på de svage, de udsatte. Det kan gøre mig indædt rasende, hvis folk bliver behandlet dårligt.

Det er uretfærdigt at nogle mennesker er født til magt og andre ikke. Det er uretfærdigt at nogle mennesker bomber et land, så andre bliver nødt til at flygte. Det er uretfærdigt at et rigt land ikke har plads til mennesker, det selv har gjort til flygtninge. Det gør ondt indeni mig, det er ikke sådan jeg har lært at behandle andre.

Det vækker min omsorg; jeg bliver nødt til at gøre noget ved det her. Jeg kan ikke lade mennesker lide i stilhed.

Det regner udenfor, alting er gråt og trist.
Det føles ligesådan inden i mig.

Jeg var måske nok naiv, men jeg havde ikke troet at irakerne ville blive hevet ud af kirken. Jeg troede, at det at vi viste befolkningen hvor håbløs irakernes situation er, ville ændre folkeopinionen, så rige Danmark kunne lade disse 282 mennesker blive i det land de havde håbet kunne bringe dem tryghed.

Jeg forstår ikke hvordan loven kan stå over menneskeliv. Er loven ikke skabt for at beskytte mennesker og demokratiet? Hvordan kan nogen sende flygtninge tilbage til det land de er flygtet fra, selvom alle organisationer der ved noget om flygtninge og om Irak, siger det er vanvid? Det vidner om at man enten ikke har fornuften i behold eller hjertet på det rette sted.

Jeg blev så ked af det, vred og frustreret da jeg så mine irakiske kammerater blive kørt væk i busserne. Kvinderne der stod og skreg, børnene hvis familie nu er splittet. Hvorfor gælder medfølelse og tolerance ikke folk fra andre lande?

Mine venner blev tæsket fordi de sad på jorden og ville forhindre bussen i at køre. Er det ikke længere lovligt at protestere? Er det okay at give folk tæsk hvis de er for venstreorienterede? Hvis de er medfølende? Hvis de ikke bare finder sig i alting?
Hvad er loven til for, hvis det ikke er at beskytte almindelige mennesker? Lov kan ændres, hvis den er forkert. Og den danske asyllovgivning strider imod alt hvad resten af verden fortæller os, den bør i højeste grad ændres. Hvor længe kan vi leve med at være kendt som EUs mest racistiske land?
Hvorfor ser folk ikke koblingen mellem det nazityskland gjorde ved jøderne og den måde vi behandler muslimer på i dag? De tager afstand fra det ene, men ser ikke at det er det samme vi gør i dag.

De snakker om muslimer, hvis eneste ønske er at ødelægge den vestlige verden og alle vores “sunde” værdier (som fx midt om natten at splitte familier ad, som er på flugt), men de mennesker jeg mødte i kirken var ligesom mig. De lavede noget anderledes mad, troede på en anden gud og talte et andet sprog, men de nærede de samme håb og ønsker som jeg gør. En verden med fred hvor familier og børn kan leve i tryghed.
Hvordan kan Ekstrabladets læsere synes at det er forfærdeligt at en familiefar bliver kørt ihjel for øjnene af sine småbørn, men ikke forstå at det er ligeså forfærdeligt for et irakisk barn at se sin far blive hentet af politiet fordi han skal sendes tilbage til det land han er flygtet fra, fordi han var i fare for at blive dræbt, hvis han blev der?

Hvorfor er nogle menneskeliv mere værd end andre? Handler det om hudfarve? Religion?
Og hvem er det egentlig loven beskytter, når det ikke er flygtninge og det ikke er mig og mine kammerater?

“Irakerne opholdt sig ulovligt i kirken. Nu har vi befriet dem for deres diktator – nu skal de bare hjem og hjælpe til med at opbygge deres land.” Der er mere vold i Irak nu, end der var mens Saddam Hussein sad som diktator. Desuden er disse irakere FLYGTNINGE -altså folk der skal beskyttes, fordi de er flygtet. Hvis I havde set nogle af de mennesker i øjnene, ville I vide at de ikke er i stand til at bygge noget op. De har levet så mange år på flugt og i usikkerhed.  Jeg vil ikke sætte irakerne i offerroller, for mange af dem klarede sig også helt “normalt” – så normalt man nu kan have det efter at være blevet kastet rundt med i så mange år. Men helt ærligt, hvordan skal ældre mænd og kvinder med krigstraumer sendes tilbage til det land de er flygtet fra?
Ingen flygter for sjov! Folk forlader deres land, deres venner og familie fordi de er rædselsslagne for at dø. Det bliver vi fanme nødt til at respektere og tro på.
De “gemte” sig jo ikke i kirken for sjov. Det viste netop for desperat deres situation var; de ville hellere leve sammenstuvet i en kirkes kælder end at komme tilbage til det de var flygtet fra.

Jeg bliver vanvittigt irriteret over at folk ikke forstår det. Tror I virkelig man bruger så mange år af sit liv sammenpresset i små rum, uden arbejde og penge, blot for at nasse på den danske stat?

Synes I virkelig at det er rimeligt at folk, hvis land vi har smadret og som vi har holdt som gidsler i op mod ti år, skal sendes tilbage? Små børn? Ældre mennesker? Unge, der har levet hele deres liv i Danmark, har deres venner her, taler sproget, føler sig hjemme her? De skal ikke “hjem” til Irak, for Irak er ikke deres hjem. Det burde Danmark være, for de har ofret alt for at komme hertil.
Er Danmark virkelig så lille at vi ikke har plads til under 300 flygtninge, som virkelig har brug for fred?

I denne weekend har jeg to gange været infovagt hos irakerne i Brorsonskirken. (kirkeasyl.dk)

Det er enormt givende, fordi folk der støtter op omkring at irakerne skal have lov til at blive i Danmark, er så søde. Folk kommer med tøj og mad, folk kommer forbi og fortæller hvor meget de støtter op omkring projektet, folk kommer og tager vasketøj med hjem og kommer tilbage med det rene, folk kommer og spørger til om situationen er blevet bedre, folk kommer og spørger om vi har brug for noget – for de er på vej ud at handle, folk kommer og siger at vi er fantastiske mennesker og giver os hånden.

Det er enormt givende, fordi jeg møder nye mennesker og taler med dem og bliver kammerater med dem. Vi spiller backgammon og taler og drikker kaffe sammen. Børnene leger med mig og jeg bliver inviteret på mad. Jeg har endda været til fest med to af dem og drikke øl og danse.
Jeg får at vide at de er glade for at en hel masse danskere støtter op om dem, for da de sad i Sandholmlejren troede de ikke at nogen i dette land ville dem noget godt. Jeg får at vide at selvom de nu lever 60-70 mennesker sammenstuvet i et rum, selvom de deles om ganske få toiletter, selvom deres situation føles håbløs, så er flere af dem stadig gladere for at leve i kirken end de nogensinde var i lejrene, hvor de ikke kom i kontakt med andre. Nu kan de selv bestemme hvad de vil spise og hvor de går hen.
En af mine kammerater fortæller mig hvordan han er flygtet fra Irak efter at flere af hans familiemedlemmer blev dræbt. Hvordan han søgte tilflugt i Danmark og troede at han kunne få asyl. Hvordan han blev smidt rundt mellem forskellige asylcentre først i Danmark siden i Sverige og så tilbage i Danmark igen, hvordan blev nægtet skolegang og arbejde, kun fik nok lommepenge til at kunne købe mad, hvordan han skulle melde sig i asylcentrene og hvordan han blev afskåret fra at møde danskere.

Jeg ser en gammel mand sidde og stirre ud i luften. Det er som om hans øjne er slukkede.
Jeg ser et lille barn lege, og jeg ønsker at hun aldrig vil kunne huske disse år,men se tilbage på sin barndom som lykkelig.
Jeg ser en alt for ung pige tage alt for meget ansvar og jeg ønsker hende et liv med de muligheder som enhver dansk teenager har.

Det er enormt hårdt, fordi situationen stadig ser håbløs ud. Det er enormt hårdt, fordi folk ikke gider tage stilling. Det er enormt hårdt, fordi folk siger “sådan er loven” og slet ikke tænker på at loven ikke er endegyldig; loven er skabt for at beskytte mennesker, loven kan ændres. Det er enormt hårdt, fordi netop når situationen ser lidt lysere ud og der er kommet mere støtte til sagen, så bliver 9 mennesker anholdt – folk hvis sag stadig er i gang, en af dem var lige kommet ind på sit studie her i Danmark.

Hvordan kan nogen synes det er okay at bombe et andet land, få dets folk til at flygte, spærre mennesker med krigstraumer inde i lejre i mange år  – og derefter sende dem tilbage til de land de flygtede fra?
Hvordan kan nogen tro at mennesker der er flygtet fra alt hvad de kender og har, gør det for at nasse på samfundet?
Hvordan kan nogen tro at andre ønsker at leve i en lejr uden nogen rettigheder i ti år?
Hvordan kan nogen tro at folk der er villige til at sove sammenstuvet på et gulv i en kirke, blot er flygtet for sjov?

Ingen flygter for sjov.

Hvorfor skulle man forlade sit eget land, hvis ikke der var en meget god grund til det?
Hvorfor skulle man acceptere at leve i en lejr i så mange år, hvis ikke man havde en virkelig god grund til ikke at ville “hjem”?
Hvorfor skulle man forlade sit gode arbejde, sine venner og familie, sit omdømme og sin ære og blive umynddigjort, hvis ikke man virkelig frygtede noget?

Jeg bliver enormt frustreret og ked af det og vred. Hvordan kan vi være så bange for fremmede at vi tillader os selv at lade være med at føle? Hvordan kan vi sende folk tilbage til et land de er flygtet fra? Hvordan kan vi nægte børn opvokset i Danmark et ordentligt liv?

Det handler om menneskeliv. Det handler om at vise at vi ejer medfølelse og anstændighed. Det handler om at gøre op med Dansk Folkeparti og i stedet begynde at lytte til dem der har forstand på det.
Vi kan ikke tillade os ikke at lytte til FN og Amnesty, når de siger at Irak er et farligt land at opholde sig i.
Vi må ikke være så bange for de fremmede at vi glemmer at de også er mennesker, som bare ønsker et godt liv for dem selv og deres kære.
Giv dem dog muligheden for at skabe sig et liv uden frygt. Giv dem dog lov til at leve i det land de føler sig en del af.
Giv dem dog ro i deres hjerter efter så mange år i uvished.

Jeg var på KlimaCamp i sidste uge. Det var rigtig spændende at prøve at skabe et bæredygtigt samfund og sammen lave alting fra starten. “Savner du noget? – Så find nogle folk der vil hjælpe dig med at lave/bygge/male det.”
Det var svært at få til at fungere perfekt og der var da en del fejl og mangler, men på trods af gasblus der ikke virkede og fulde mennesker der snackede i køkkenet, så lykkedes det fx at lave mad til ca. 100 mennesker hver dag.
Det sværeste var at få demokratiet til at virke, fordi der skal så utroligt meget overblik til at holde et fællesmøde for 100 mennesker der taler mange forskellige sprog og har forskellige baggrunde. Det skal vi helt sikkert øve os på.
Og så syntes jeg i høj grad vi manglede at sætte fokus på den sexisme der også findes i venstreorienterede kredse.
Jeg fik ikke selv forberedt mig på Klimatopmødet i december, da jeg var meget på vagt, men jeg mødte nogle spændende mennesker og fik nogle gode oplevelser. Jeg håber dog at andre har fået mere ud af det end jeg har.

Så har jeg været lidt på arbejde. Det er ret fedt. Der er ikke så mange børn her i sommeren, så vi har tid til at engagere os meget mere i det enkelte barn, fortælle røverhistorier, gå på ture og hygge. Jeg får meget ud af det. Jeg tror også at ungerne oplever en tryg og spændende hverdag.

Fredag tog jeg til fest på Queer festival på Gøglerskolen.Det var meget spændende og utroligt sjovt. Folk klædte sig ud i fantastiske dragter og make up. Der blev danset og snakket og flirtet på tværs af alle forskellige køn og seksualiteter og “mangel” på samme. Her blev der til gengæld sat utrolig meget fokus på hvor vigtigt det er at vi behandler hinanden ordentligt, og ikke blot accepterer fx homoseksualitet, men hylder vores forskelligheder.
Et papir kaldet “safer spaces” hang mange steder på skolen og omhandlede hvor vigtigt det er at vi arbejder med os selv og gør hvad vi kan for ikke at støde andre. Og at vi også selv har ansvar for at få sagt fra, hvis nogen overskrider vores grænser – og at vi selvfølgelig skal respektere når nogen siger fra og støtte op om andre.
Stemningen var fantastisk, folk var enormt søde og hjælpsomme. Selvom jeg ikke var til nogen workshops fik jeg flyttet nogle grænser og arbejdet med de fordomme der findes i os alle sammen.
Jeg faldt om på et gulv natten mellem fredag/lørdag efter en herlig mængde drinks. Da jeg vågnede op igen, havde nogen lagt et plys-tæppe over mig. Den lille gestus at en fremmed havde tænkt på mig, gjorde at jeg var glad resten af i går.
Jeg havnede på køkkenholdet, hvor vi lavede fantastisk vegansk mad, dansede til hits og drak øl.
Jeg fik lavet popcorn og sovs til ris (med meget muskatnød, for det er godt for viriliteten!) og så faldt jeg om igen.

På vej hjem fra Queer Festival var Simon, Marcus og jeg et smut inde forbi Rådhuspladsen, for at se åbningsceremonien for World Outgames. Selvom det er en kapitialistisk hyldest til den købedygtige homoseksuelle (!?) var det nu ret sjovt at se så mange glade mennesker samlet fra hele verden. Da Ritt begyndte at holde tale på danglish, gik vi.
Så blev himlen den mærkeligste farve jeg har set og vi skyndte os hjem i ly.

Sommer er dejligt.

8. år i træk. Hey, det var fedt!

Jeg føler mig lidt gammel og luksus-agtig. Jeg synes bare ikke længere at det er fedt at kampsvede og ikke at gå i bad. Men nu var det jo også varmere i år end det har været længe. 33 år.
Jeg boede i Camp Nørd tæt ved C-tårnet. Der var hyggeligt. Vi havde helt ufatteligt god humor. Vi generede vores naboer uden at det egentlig var med vilje. Så arbejdede jeg i en garderobe/mobiloplader; det var okay af et Roskilde-job at være. Dog var der for få gratis øl.

Jeg så Von Dü, Trentemøller (spændende!), nu ville jeg lave en liste, men kan ikke finde mit program…
Lidt af Den Sorte Skole, Go Gol Bordello (fra Pariserhjulet – super fedt at se folk hoppe i takt), Pet Shop Boys, prøvede at se Malk de Kojn… så kan jeg ikke huske mere. Jeg gik vist glip af ret meget god musik. Der var bare så varmt at jeg ikke rigtig kunne røre mig før kl. ni om aftenen.

Badesøen var et hit! Kolde bade var et hit (især når jeg vågnede tidligt og der ikke var en kø på 50 mennesker før mig), alko-gel, cider, Aldi-ture, æblejuice, chokoladekiks, toiletpoesi, klistermærker, klimakæmpere, byttetøj-biksen,tofu-retten, camp nørd, vores naboers musiksmag, Asti(ka), heltehistorier, kærlighed, køligt vand, dans ved Van Damme Camp, knæklysfest, at gense kammerater fra Horsens, skraldede chips, solcreme, saftevand, sandaler, nye bukser og øreringe, at loote ting den sidste dag og den stol jeg fik med hjem, liebfraumilch, at tisse i hegnet, at min krop stadig er brun efter jeg har været i bad- det var ikke kun skidt, det brune. (Og dog?)

Roskilde er ikke et politisk frirum, som jeg plejede at synes. Der hersker i høj grad sexisme og fulde mænd der råber er der for mange af. Men et kunstnerisk frirum, det er det. Et sted hvor man kan se ud som man vil, fordi det er Roskilde, det er ikke en del af virkeligheden. Hvad enten man er til bodypainting eller kokostumer, ubarberede ben, nøgenhed, blåt hår, andres undertøj, gaffatape eller noget helt andet, så er der mulighed for at dyrke det.
Vil du være kendt som hende med ponchoen eller ham med stiletterne, så kan du det.

Jeg mødte nogle virkeligt søde mennesker og kom endnu tættere på folk jeg kendte i forvejen.
Jeg har brokket mig over peditesser. Men jeg har også glædet mig over småting som nye vandhaner og strøelse. Jeg har sovet midt på dagen badet i sved og jeg har været vågen sent ud på natten og festet.
Jeg har været lige ved at give op og skride fra det hele, men jeg har holdt ud og nydt det og jeg ønsker mig allerede tilbage igen.

Roskilde er noget de kan tjene penge på og man kan sige en hel masse ting om det. Men det er også én lang fest, som genopstår hvert år og vækkes til live igen. … and I’ll be there…