August 08, 2009
I denne weekend har jeg to gange været infovagt hos irakerne i Brorsonskirken. (kirkeasyl.dk)
Det er enormt givende, fordi folk der støtter op omkring at irakerne skal have lov til at blive i Danmark, er så søde. Folk kommer med tøj og mad, folk kommer forbi og fortæller hvor meget de støtter op omkring projektet, folk kommer og tager vasketøj med hjem og kommer tilbage med det rene, folk kommer og spørger til om situationen er blevet bedre, folk kommer og spørger om vi har brug for noget - for de er på vej ud at handle, folk kommer og siger at vi er fantastiske mennesker og giver os hånden.
Det er enormt givende, fordi jeg møder nye mennesker og taler med dem og bliver kammerater med dem. Vi spiller backgammon og taler og drikker kaffe sammen. Børnene leger med mig og jeg bliver inviteret på mad. Jeg har endda været til fest med to af dem og drikke øl og danse.
Jeg får at vide at de er glade for at en hel masse danskere støtter op om dem, for da de sad i Sandholmlejren troede de ikke at nogen i dette land ville dem noget godt. Jeg får at vide at selvom de nu lever 60-70 mennesker sammenstuvet i et rum, selvom de deles om ganske få toiletter, selvom deres situation føles håbløs, så er flere af dem stadig gladere for at leve i kirken end de nogensinde var i lejrene, hvor de ikke kom i kontakt med andre. Nu kan de selv bestemme hvad de vil spise og hvor de går hen.
En af mine kammerater fortæller mig hvordan han er flygtet fra Irak efter at flere af hans familiemedlemmer blev dræbt. Hvordan han søgte tilflugt i Danmark og troede at han kunne få asyl. Hvordan han blev smidt rundt mellem forskellige asylcentre først i Danmark siden i Sverige og så tilbage i Danmark igen, hvordan blev nægtet skolegang og arbejde, kun fik nok lommepenge til at kunne købe mad, hvordan han skulle melde sig i asylcentrene og hvordan han blev afskåret fra at møde danskere.
Jeg ser en gammel mand sidde og stirre ud i luften. Det er som om hans øjne er slukkede.
Jeg ser et lille barn lege, og jeg ønsker at hun aldrig vil kunne huske disse år,men se tilbage på sin barndom som lykkelig.
Jeg ser en alt for ung pige tage alt for meget ansvar og jeg ønsker hende et liv med de muligheder som enhver dansk teenager har.
Det er enormt hårdt, fordi situationen stadig ser håbløs ud. Det er enormt hårdt, fordi folk ikke gider tage stilling. Det er enormt hårdt, fordi folk siger “sådan er loven” og slet ikke tænker på at loven ikke er endegyldig; loven er skabt for at beskytte mennesker, loven kan ændres. Det er enormt hårdt, fordi netop når situationen ser lidt lysere ud og der er kommet mere støtte til sagen, så bliver 9 mennesker anholdt - folk hvis sag stadig er i gang, en af dem var lige kommet ind på sit studie her i Danmark.
Hvordan kan nogen synes det er okay at bombe et andet land, få dets folk til at flygte, spærre mennesker med krigstraumer inde i lejre i mange år - og derefter sende dem tilbage til de land de flygtede fra?
Hvordan kan nogen tro at mennesker der er flygtet fra alt hvad de kender og har, gør det for at nasse på samfundet?
Hvordan kan nogen tro at andre ønsker at leve i en lejr uden nogen rettigheder i ti år?
Hvordan kan nogen tro at folk der er villige til at sove sammenstuvet på et gulv i en kirke, blot er flygtet for sjov?
Ingen flygter for sjov.
Hvorfor skulle man forlade sit eget land, hvis ikke der var en meget god grund til det?
Hvorfor skulle man acceptere at leve i en lejr i så mange år, hvis ikke man havde en virkelig god grund til ikke at ville “hjem”?
Hvorfor skulle man forlade sit gode arbejde, sine venner og familie, sit omdømme og sin ære og blive umynddigjort, hvis ikke man virkelig frygtede noget?
Jeg bliver enormt frustreret og ked af det og vred. Hvordan kan vi være så bange for fremmede at vi tillader os selv at lade være med at føle? Hvordan kan vi sende folk tilbage til et land de er flygtet fra? Hvordan kan vi nægte børn opvokset i Danmark et ordentligt liv?
Det handler om menneskeliv. Det handler om at vise at vi ejer medfølelse og anstændighed. Det handler om at gøre op med Dansk Folkeparti og i stedet begynde at lytte til dem der har forstand på det.
Vi kan ikke tillade os ikke at lytte til FN og Amnesty, når de siger at Irak er et farligt land at opholde sig i.
Vi må ikke være så bange for de fremmede at vi glemmer at de også er mennesker, som bare ønsker et godt liv for dem selv og deres kære.
Giv dem dog muligheden for at skabe sig et liv uden frygt. Giv dem dog lov til at leve i det land de føler sig en del af.
Giv dem dog ro i deres hjerter efter så mange år i uvished.
