Min facebook-kammerat skrev den anden dag et indlæg om at folk var nogle fucking bøsser der skulle holde op med at spille homospillet Wordfeud og få sig et liv.
Jeg skrev til ham, at jeg syntes det var nederen at han brugte seksualitet som et skældsord.
Han skrev undskyld, men at det passede ind i konteksten.
Jeg skrev at at Wordfeud ikke skadede nogen, men det gjorde brugen af homseksualitet som noget negativt derimod.
Han skrev at han følte en stærk antipati mod dem der spillede Wordfeud og derfor omtalte dem i negative vendinger.
Jeg gad ikke endnu engang forklare ham at der ikke er noget negativt ved at være homoseksuel, så jeg slettede ham som ven i stedet for.
Jeg brugte også slv ordet “bøsserøv” som skældsord da jeg var yngre. Men at voksne, ellers intelligente mennesker smider med ordene i flæng uden at tænke over hvor meget det skader, det undrer mig.
Det undrer mig at i en tid som denne hvor lesbiske Sarah vinder X-factor, sportsmennesker så småt begynder at springe ud og hvor homoer næsten har fået ret til at gifte sig, der er det stadig noget negativt at være homoseksuel.
Så kan man sige “Jeg har ikke noget imod homoseksuelle, jeg synes bare det er et godt ord.”
Men tænk på, hvor meget det skader. Din computer der ikke virker er en bøssecomputer, politiet er nogle bøsserøve og wordfeud er et homospil. Når du hele tiden hører at det at være homoseksuel er noget negativt, så vil du hvert fald ikke selv være det.
Det hjælper bestemt ikke på unge bi- og homoseksuelles identitetskriser, at høre på sådan noget.
Jeg selv ville ikke være lesbisk da jeg var yngre, jeg bekæmpede det med alt hvad jeg kunne, jeg benægtede det, jeg løj for mig selv.
Hvorfor opdrager vi vores børn til at en form for kærlighed er dårligere end en anden?
Hvorfor kan ikke engang voksne mennesker tage ansvar for de ord de bruger?
