Jeg tænkte at jeg ikke ville offentliggøre det her dagbogsindlæg, fordi det er for deprimerende. Men nu gør jeg det alligevel

Det kan lyde som et personligt råb om hjælp, men er nok i højere grad et samfunds råb i afmagt og et lille spinkelt håb om at nogen eller andet sted højt oppe i systemet stadig ejer følelser og empati og ser hvor fucked verden er, og gør noget ved det.

Yeah, right..

Jeg var til kursus i går med oplæg om pædagogisk filosofi og Bauman og oveni alt det andet, var det bare for meget.

Verdens urolige tilstand lige for tiden påvirker mig og jeg kan sgu ikke lige holde til at høre på individualisering og tabet af fællesskabet og solidariteten, og se-mig-kulturen og velfærdsstatens død og New Public Management og PISA og SATS og OECD og overvågning og newspeak om anerkendelse og selvledelse og nedslidning, stress og arbejdsløshed og fjernelse af efterlønnen…

Jeg ved godt at oplægsholderens intention var at skabe debat og få folk til at se lidt kritisk på “anerkendende” pædagogik og samfundet generelt, men hos mig gik det bare lige ind og ramte i mit aller-ømmeste punkt; troen på fremtiden.

Så kunne jeg ikke sove i nat. Fordi han fik prikket til det sidste håb indeni mig.
Og det var som om jeg ikke længere kunne se nogen mening med noget.

Gu vil jeg da ej være pædagog, hvis der alligevel ikke er tid og ressourcer til at lytte til og lave pædagogiske aktiviteter med og være med til at udvikle det enkelte barn; hvis livet i børnehaven udelukkende er pasning og kaos-kontrol og åndssvagt papirarbejde bestemt ovenfra af folk der ikke ved en skid om pædagogik.
Jeg gider ikke at bruge mit liv på at passe på andres børn under elendige forhold, bare for at andre selv har tid til at gå på arbejde og slide sig ihjel.
Hvis ikke jeg får mulighed for at lave noget, der reelt ændrer noget hos nogen – så kan det sgu ligeså godt være en anden end mig der tørrer røv på de unger.

Hvis jeg alligevel ikke får mulighed for at bidrage med noget som helst, hvorfor så overhovedet prøve?

Men jeg har ligesom ikke noget valg. Det kan godt være vi ikke kan ændre den retning det går; måske ikke engang bare sænke den lidt – men verden bliver hvert fald ikke et bedre sted, af at jeg ikke her.

Ja, og så smider jeg lige den her samtidig;

http://www.information.dk/262742 (“Venstreorienterede har aldrig været mere ulykkelige”)