Jeg ville have skrevet noget før.
Jeg ville have skrevet da jeg havde været til PLS’s årsmøde i foråret og havde fået en masse viden om det uddannelsespolitiske system og New Public Management og en masse gejst til at kæmpe videre for at få en pædagoguddannelse, der udvikler mennesker til at blive kompetente til at tage sig af andre mennesker.
Jeg ville have skrevet da jeg droppede Roskildefestivalen, og i stedet for brugte min sommerferie i antifascistisk kollektiv hos min lillebror i Berlin, da jeg blaffede mig til Queertopiafestivalen i Norberg i midt-Sverige og da jeg boede en lille uges tid i nærheden af Sydhavnen under Copenhagen Queerfestival. Det var enormt spændende at se noget andet end den efterhånden trygge festival i Roskilde.
Jeg ville også have skrevet noget om min praktik i en udflytterbørnehave på Amager, min pædagogiske og menneskelige udvikling, skønne unger og nogle meget hjælpsomme og anerkendende kolleger.
Men det blev ligesom aldrig til noget…

I julegave i går aftes fik jeg “Jydens håndbog til overlevelse i København” og der står (blandt mange andre sjove og lige-på-kornet-rammende beskrivelser der allerede har fået mig til at grine højlydt flere gange) at første trin i københavnerens behovsbyramide er selvrealisering – og selvrealiserende københavner vil jeg jo gerne være! – og da jeg også i lillejuleaftensgave fik min fars aflagte iphone 3G og nu sidder og synkroniserer min adressebog, mine billeder og mit liv og følte mig helt vildt cyber-smart blev jeg enig med mig selv om, at NU var det vist på tide at begynde at skrive igen.