Jeg er startet på pædagogstudiet. Det er virkelig spændende. At lære de andre at kende, at lære stedet at kende og at gå i skole igen og skulle organisere og prioritere. Og at lære om relationer og rollemodeller og kommunikation.
Selvudvikling er en stor del af uddannelsen. Spændende.

Jeg savner at arbejde med børn, men jeg er også lidt nervøs for praktikken. Det bliver bare så meget mere komplekst, når man får teorier på sit arbejde og læser om hvor meget indflydelse barndommen har på voksenlivet senerehen. Hvor meget ros kan skade, hvis det bliver sagt forkert, for meget. Hvor mange af sine grundlæggende værdier man får tillært sig i de første leveår.

Jeg er opdraget til at alle skal have det godt. Jeg fokuserer på alle, på fællesskabet. Jeg rykker lidt længere ud i cirklen, så der bliver plads.

Spændende at læse om relationer, mens man selv danner nye til andre mennesker. Spændende med en uddannelse med så konkrete resultater; det kan jo bruges i virkeligheden, det vi lærer.
Det er ikke geografi eller tekstanalyse, det handler om mennesker og den måde vi påvirker hinanden indbyrdes, hvordan vi møder hinanden.

En uddannelse, der fokuserer på den enkelte og hvordan vi skaber de bedste rammer og muligheder for det her individ med dets ønsker og færdigheder.

Jeg lærer meget om mig selv. Jeg kan godt lide det.
Og nu er jeg sulten (:

“Hver gang et barn er ved at blive udvist til et land i krig, skal der være en dygtig og velformuleret pædagog til at fortælle hvorfor det er forkert”

Det handler om omsorg. Det handler om at tage hånd om de mennesker, der ikke kan klare sig helt selv, men har brug for et voksent, støttende menneske.

Jeg glæder mig til at komme i gang. Pædagogseminariet er fedt. Jeg føler jeg kan noget vigtigt og jeg vil gerne blive god til det. Jeg skal ikke “bare” være pædagog, jeg skal være pædagog. Et menneske der hjælper andre til at få det bedste ud af deres liv.

Retfærdighed. Det har altid været en stor del af mig. Jeg har altid heppet på de svage, de udsatte. Det kan gøre mig indædt rasende, hvis folk bliver behandlet dårligt.

Det er uretfærdigt at nogle mennesker er født til magt og andre ikke. Det er uretfærdigt at nogle mennesker bomber et land, så andre bliver nødt til at flygte. Det er uretfærdigt at et rigt land ikke har plads til mennesker, det selv har gjort til flygtninge. Det gør ondt indeni mig, det er ikke sådan jeg har lært at behandle andre.

Det vækker min omsorg; jeg bliver nødt til at gøre noget ved det her. Jeg kan ikke lade mennesker lide i stilhed.