Det regner udenfor, alting er gråt og trist.
Det føles ligesådan inden i mig.

Jeg var måske nok naiv, men jeg havde ikke troet at irakerne ville blive hevet ud af kirken. Jeg troede, at det at vi viste befolkningen hvor håbløs irakernes situation er, ville ændre folkeopinionen, så rige Danmark kunne lade disse 282 mennesker blive i det land de havde håbet kunne bringe dem tryghed.

Jeg forstår ikke hvordan loven kan stå over menneskeliv. Er loven ikke skabt for at beskytte mennesker og demokratiet? Hvordan kan nogen sende flygtninge tilbage til det land de er flygtet fra, selvom alle organisationer der ved noget om flygtninge og om Irak, siger det er vanvid? Det vidner om at man enten ikke har fornuften i behold eller hjertet på det rette sted.

Jeg blev så ked af det, vred og frustreret da jeg så mine irakiske kammerater blive kørt væk i busserne. Kvinderne der stod og skreg, børnene hvis familie nu er splittet. Hvorfor gælder medfølelse og tolerance ikke folk fra andre lande?

Mine venner blev tæsket fordi de sad på jorden og ville forhindre bussen i at køre. Er det ikke længere lovligt at protestere? Er det okay at give folk tæsk hvis de er for venstreorienterede? Hvis de er medfølende? Hvis de ikke bare finder sig i alting?
Hvad er loven til for, hvis det ikke er at beskytte almindelige mennesker? Lov kan ændres, hvis den er forkert. Og den danske asyllovgivning strider imod alt hvad resten af verden fortæller os, den bør i højeste grad ændres. Hvor længe kan vi leve med at være kendt som EUs mest racistiske land?
Hvorfor ser folk ikke koblingen mellem det nazityskland gjorde ved jøderne og den måde vi behandler muslimer på i dag? De tager afstand fra det ene, men ser ikke at det er det samme vi gør i dag.

De snakker om muslimer, hvis eneste ønske er at ødelægge den vestlige verden og alle vores “sunde” værdier (som fx midt om natten at splitte familier ad, som er på flugt), men de mennesker jeg mødte i kirken var ligesom mig. De lavede noget anderledes mad, troede på en anden gud og talte et andet sprog, men de nærede de samme håb og ønsker som jeg gør. En verden med fred hvor familier og børn kan leve i tryghed.
Hvordan kan Ekstrabladets læsere synes at det er forfærdeligt at en familiefar bliver kørt ihjel for øjnene af sine småbørn, men ikke forstå at det er ligeså forfærdeligt for et irakisk barn at se sin far blive hentet af politiet fordi han skal sendes tilbage til det land han er flygtet fra, fordi han var i fare for at blive dræbt, hvis han blev der?

Hvorfor er nogle menneskeliv mere værd end andre? Handler det om hudfarve? Religion?
Og hvem er det egentlig loven beskytter, når det ikke er flygtninge og det ikke er mig og mine kammerater?

“Irakerne opholdt sig ulovligt i kirken. Nu har vi befriet dem for deres diktator – nu skal de bare hjem og hjælpe til med at opbygge deres land.” Der er mere vold i Irak nu, end der var mens Saddam Hussein sad som diktator. Desuden er disse irakere FLYGTNINGE -altså folk der skal beskyttes, fordi de er flygtet. Hvis I havde set nogle af de mennesker i øjnene, ville I vide at de ikke er i stand til at bygge noget op. De har levet så mange år på flugt og i usikkerhed.  Jeg vil ikke sætte irakerne i offerroller, for mange af dem klarede sig også helt “normalt” – så normalt man nu kan have det efter at være blevet kastet rundt med i så mange år. Men helt ærligt, hvordan skal ældre mænd og kvinder med krigstraumer sendes tilbage til det land de er flygtet fra?
Ingen flygter for sjov! Folk forlader deres land, deres venner og familie fordi de er rædselsslagne for at dø. Det bliver vi fanme nødt til at respektere og tro på.
De “gemte” sig jo ikke i kirken for sjov. Det viste netop for desperat deres situation var; de ville hellere leve sammenstuvet i en kirkes kælder end at komme tilbage til det de var flygtet fra.

Jeg bliver vanvittigt irriteret over at folk ikke forstår det. Tror I virkelig man bruger så mange år af sit liv sammenpresset i små rum, uden arbejde og penge, blot for at nasse på den danske stat?

Synes I virkelig at det er rimeligt at folk, hvis land vi har smadret og som vi har holdt som gidsler i op mod ti år, skal sendes tilbage? Små børn? Ældre mennesker? Unge, der har levet hele deres liv i Danmark, har deres venner her, taler sproget, føler sig hjemme her? De skal ikke “hjem” til Irak, for Irak er ikke deres hjem. Det burde Danmark være, for de har ofret alt for at komme hertil.
Er Danmark virkelig så lille at vi ikke har plads til under 300 flygtninge, som virkelig har brug for fred?

I denne weekend har jeg to gange været infovagt hos irakerne i Brorsonskirken. (kirkeasyl.dk)

Det er enormt givende, fordi folk der støtter op omkring at irakerne skal have lov til at blive i Danmark, er så søde. Folk kommer med tøj og mad, folk kommer forbi og fortæller hvor meget de støtter op omkring projektet, folk kommer og tager vasketøj med hjem og kommer tilbage med det rene, folk kommer og spørger til om situationen er blevet bedre, folk kommer og spørger om vi har brug for noget – for de er på vej ud at handle, folk kommer og siger at vi er fantastiske mennesker og giver os hånden.

Det er enormt givende, fordi jeg møder nye mennesker og taler med dem og bliver kammerater med dem. Vi spiller backgammon og taler og drikker kaffe sammen. Børnene leger med mig og jeg bliver inviteret på mad. Jeg har endda været til fest med to af dem og drikke øl og danse.
Jeg får at vide at de er glade for at en hel masse danskere støtter op om dem, for da de sad i Sandholmlejren troede de ikke at nogen i dette land ville dem noget godt. Jeg får at vide at selvom de nu lever 60-70 mennesker sammenstuvet i et rum, selvom de deles om ganske få toiletter, selvom deres situation føles håbløs, så er flere af dem stadig gladere for at leve i kirken end de nogensinde var i lejrene, hvor de ikke kom i kontakt med andre. Nu kan de selv bestemme hvad de vil spise og hvor de går hen.
En af mine kammerater fortæller mig hvordan han er flygtet fra Irak efter at flere af hans familiemedlemmer blev dræbt. Hvordan han søgte tilflugt i Danmark og troede at han kunne få asyl. Hvordan han blev smidt rundt mellem forskellige asylcentre først i Danmark siden i Sverige og så tilbage i Danmark igen, hvordan blev nægtet skolegang og arbejde, kun fik nok lommepenge til at kunne købe mad, hvordan han skulle melde sig i asylcentrene og hvordan han blev afskåret fra at møde danskere.

Jeg ser en gammel mand sidde og stirre ud i luften. Det er som om hans øjne er slukkede.
Jeg ser et lille barn lege, og jeg ønsker at hun aldrig vil kunne huske disse år,men se tilbage på sin barndom som lykkelig.
Jeg ser en alt for ung pige tage alt for meget ansvar og jeg ønsker hende et liv med de muligheder som enhver dansk teenager har.

Det er enormt hårdt, fordi situationen stadig ser håbløs ud. Det er enormt hårdt, fordi folk ikke gider tage stilling. Det er enormt hårdt, fordi folk siger “sådan er loven” og slet ikke tænker på at loven ikke er endegyldig; loven er skabt for at beskytte mennesker, loven kan ændres. Det er enormt hårdt, fordi netop når situationen ser lidt lysere ud og der er kommet mere støtte til sagen, så bliver 9 mennesker anholdt – folk hvis sag stadig er i gang, en af dem var lige kommet ind på sit studie her i Danmark.

Hvordan kan nogen synes det er okay at bombe et andet land, få dets folk til at flygte, spærre mennesker med krigstraumer inde i lejre i mange år  – og derefter sende dem tilbage til de land de flygtede fra?
Hvordan kan nogen tro at mennesker der er flygtet fra alt hvad de kender og har, gør det for at nasse på samfundet?
Hvordan kan nogen tro at andre ønsker at leve i en lejr uden nogen rettigheder i ti år?
Hvordan kan nogen tro at folk der er villige til at sove sammenstuvet på et gulv i en kirke, blot er flygtet for sjov?

Ingen flygter for sjov.

Hvorfor skulle man forlade sit eget land, hvis ikke der var en meget god grund til det?
Hvorfor skulle man acceptere at leve i en lejr i så mange år, hvis ikke man havde en virkelig god grund til ikke at ville “hjem”?
Hvorfor skulle man forlade sit gode arbejde, sine venner og familie, sit omdømme og sin ære og blive umynddigjort, hvis ikke man virkelig frygtede noget?

Jeg bliver enormt frustreret og ked af det og vred. Hvordan kan vi være så bange for fremmede at vi tillader os selv at lade være med at føle? Hvordan kan vi sende folk tilbage til et land de er flygtet fra? Hvordan kan vi nægte børn opvokset i Danmark et ordentligt liv?

Det handler om menneskeliv. Det handler om at vise at vi ejer medfølelse og anstændighed. Det handler om at gøre op med Dansk Folkeparti og i stedet begynde at lytte til dem der har forstand på det.
Vi kan ikke tillade os ikke at lytte til FN og Amnesty, når de siger at Irak er et farligt land at opholde sig i.
Vi må ikke være så bange for de fremmede at vi glemmer at de også er mennesker, som bare ønsker et godt liv for dem selv og deres kære.
Giv dem dog muligheden for at skabe sig et liv uden frygt. Giv dem dog lov til at leve i det land de føler sig en del af.
Giv dem dog ro i deres hjerter efter så mange år i uvished.