Posted on by

Homoer

Min facebook-kammerat skrev den anden dag et indlæg om at folk var nogle fucking bøsser der skulle holde op med at spille homospillet Wordfeud og få sig et liv.

Jeg skrev til ham, at jeg syntes det var nederen at han brugte seksualitet som et skældsord.

Han skrev undskyld, men at det passede ind i konteksten.

Jeg skrev at at Wordfeud ikke skadede nogen, men det gjorde brugen af homseksualitet som noget negativt derimod.

Han skrev at han følte en stærk antipati mod dem der spillede Wordfeud og derfor omtalte dem i negative vendinger.

Jeg gad ikke endnu engang forklare ham at der ikke er noget negativt ved at være homoseksuel, så jeg slettede ham som ven i stedet for.

Jeg brugte også slv ordet “bøsserøv” som skældsord da jeg var yngre. Men at voksne, ellers intelligente mennesker smider med ordene i flæng uden at tænke over hvor meget det skader, det undrer mig.

Det undrer mig at i en tid som denne hvor lesbiske Sarah vinder X-factor, sportsmennesker så småt begynder at springe ud og hvor homoer næsten har fået ret til at gifte sig, der er det stadig noget negativt at være homoseksuel.

Så kan man sige “Jeg har ikke noget imod homoseksuelle, jeg synes bare det er et godt ord.”
Men tænk på, hvor meget det skader. Din computer der ikke virker er en bøssecomputer, politiet er nogle bøsserøve og wordfeud er et homospil. Når du hele tiden hører at det at være homoseksuel er noget negativt, så vil du hvert fald ikke selv være det.
Det hjælper bestemt ikke på unge bi- og homoseksuelles identitetskriser, at høre på sådan noget.

Jeg selv ville ikke være lesbisk da jeg var yngre, jeg bekæmpede det med alt hvad jeg kunne, jeg benægtede det, jeg løj for mig selv.

Hvorfor opdrager vi vores børn til at en form for kærlighed er dårligere end en anden?
Hvorfor kan ikke engang voksne mennesker tage ansvar for de ord de bruger?

Posted on by

Forårsdag

Tobias og jeg vågnede op til en sol der strålede fantastisk.

Vi sad og røg smøger og hørte protestsange og snakkede om New Public Management og hvad der blev af tilliden til det enkelte menneskes professionelle kunnen. Hvorfor det er at man skal bruge mere tid på at dokumentere det man laver end på at lave det egentlige arbejde. At de bruger ligeså mange penge på ekstern konsulentbistand, som fortæller os hvordan vi skal spare penge – som de skærer i det offentlige. Hvorfor jeg godt kan forstå at folk har brug for at gå på efterløn efter et langt arbejdsliv, når arbejdsmarkedet i dag mistænkeliggør den enkelte. Om der egentlig er nogen grund til at arbejde hele livet, hvis man ikke får mulighed for at nyde tiden bagefter.
Hvordan de kan finde på at bruge et privat system til at administrere det offentlige. Vi havde en offentlig sektor, der i høj grad drejede sig om mennesker; nu drejer det hele sig om effektivitet og besparelser.
Om hvor svært det kan være at se på at tingene bare sker omkring en og hvor højt oppe i systemet de er besluttet.

Det var en lidt deprimerende snak, men vi kom også til at snakke om de gode ting, der opstår nedefra. Fx om klinikken for asylansøgere, som hele tiden får flere samarbejdsparternere, selvom det de laver i virkeligheden er ulovligt. Fordi folk ikke bare kan se til, men ønsker at hjælpe. Og om hvor fedt det var at være med i Kirkeasyl dengang og se hvordan folk også der hjalp.
Om hvordan der i år 2011 virkelig skete noget ift. homoers synlighed. (Bl.a. kom denne smukke sang: https://www.youtube.com/watch?v=CwMs6IGDmMo af Marie Key.)
Om at transkønnedes vilkår i behandlingssystemet endelig er kommet på dagsordenen.

2012 bliver et godt år.

Posted on by

Elektrisk rivejern

Her på det sidste er Sidney og jeg blevet rigtig gode til at lave aftensmad sammen i det daglige, hvilket jeg, sammen med mit sukker-stop, kan mærke rigtig meget på mit energi-niveau. I modsætning til for ikke ret længe siden, hvor jeg det meste af tiden var træt og udmattet, er jeg nu ret stabil og næsten-vågen når jeg skal være det.

I dag lavede vi kartoffel-svampe-gryderet med sojaprotein, rosenkål og råkostsalat.

Og her vil jeg benytte lejligheden til at lave reklame for mit nye tekniske vidunder: Moulinex Fresh Express.

(Her ville jeg sætte et billede ind, hvis jeg kunne finde ud af det… – til gengæld kan du se en video på fransk med den her )

Det er en fantastisk lille maskine, som kan rive og slice grøntsager på ingen tid. Den har fem forskellige hoveder: et til tykke skiver, et til tynde skiver, et til små strimler, et til store strimler og et som videoen siger er til parmesan-ost. Måske kan det også bruges til fintrevet chokolade?

“Men min foodprocessor kan da også det der” tænker du så. Ja ja, men den her maskine er opvask-besparende! Det eneste der skal vaskes bagefter er selve hovedet og kværne-delen(?), som let kan tages af den egentlige maskine og vaskes – enten i hånden eller i opvaskemaskinen, hvis man er så heldig at have sådan én.

Tadaa! Enhver råkostspisers drøm (:

Jeg fandt selv maskinen, som jeg bruger næsten hver dag, til 299,- på tilbud før jul, måske kan den findes billigere nu?

 

Posted on by

Piratradio

Jeg var dag oppe og besøge den nye piratradio.

Det var fucking fedt at se at det er blevet stablet på benene igen og at det kan køre rundt.

Gode folk, god musik, god chiller (:

København er på vej op igen! Det gav gejst at se at noget kan komme tilbage med fornyet kraft – de har endnu ikke fået os ned med nakken!

Byens radio spiller på 89,7 FM – Tjek det ud!

http://modkraft.dk/nyheder/article/ny-piratradio-hejser-antennen-over

Posted on by

Jeg ved godt det ikke er politisk korrekt

- men jeg kan virkelig godt lide jul (:

Jeg synes det er skønt at være hjemme ved mine forældre i Jylland og min lillebror er også kommet. Vi har lavet marcipan, pyntet juletræet, sunget en enkelt sang og jeg har lavet Lunas nøddepostej (https://hijaluna.wordpress.com/2008/10/24/noddepostej/) klar, så jeg ikke behøver at lave den i morgen, når køkkenet er proppet. Den stod på bordet og duftede til jeg puttede den i køleskabet.

Min mor har lavet raw kage til mig, fordi jeg er på candida-diæt, så jeg hverken må spise sukker, hvedemel eller gær. Hun har lavet nogle små runde kugler af kokos og dadel fra Caroline Fibæks bog “Raw Cake”. De er virkelig gode!

I morgen skal jeg lave risengrød og måske laver jeg noget af det til risalamande hvis jeg kan få lavet noget skum der bliver godt nok. Sidste år lavede jeg noget af pærer og cashewnødder, men det blev nu ret underligt.

Så får jeg rødkål (der er godt nok sukker i, men lidt må man gerne synde juleaften q: ), kartofler, nøddepostej, risalamande og raw kage, så er maden hjemme (: Brunede kartofler blir der ingen af i år, da jeg trods alt prøver at undgå sukker. Så kan de andre også få lov til at stege dem i smør.

Det generer mig ikke så meget at de andre spiser kød. Selvfølgelig synes jeg det ville være rarere at de spiste vegansk,  men så længe jeg kan have min julemad i fred og min familie efterhånden har lært ikke at sende kødet min vej, så går det.

Jeg kan godt lide traditioner. Jeg kan godt leve med at de spiser kød, så længe jeg kan få min jul som jeg plejer.

Efter vi har spist skal vi gå tur. Og så skal der danses om juletræet og vi skal have gaver. Jeg kan også godt lide gaver, selvom det er noget materialistisk noget. I dag har jeg fået min iPhone tilbage, som har været til reparation fordi jeg kom til at opdatere den selvom den var jailbreaket. Min far havde pakket den ind. Sidste jul fik jeg den også. Genbrugsgave <3

 

… nogle dage senere:

Det var en hyggelig jul. Præcis som den skulle være.
Vi fik spist og danset om træet, hygget i sofaen, grinet og åbnet pakker.

Jeg fik en fin gammel lampe til at sprede hygge i køkkenet, to nye hovedpuder, en vegetarkogebog, en julekalender på DVD og en maskine der er god at lave råkost på, yay.

I juledagene fik vi set julefilm og gået lange gåture. Min lillebror tog afsted til Berlin 2. juledag, men jeg blev hos mine forældre lidt længere, så jeg kunne restituere med god mad, forældre-omsorg og motion.

Jeg har det godt nu. Måske begynder min candida-diæt endelig at virke eller også har jeg bare rigtig godt af at holde ferie.
Glad er jeg hvert fald (:

Posted on by

Et håb blev knust…?

Jeg tænkte at jeg ikke ville offentliggøre det her dagbogsindlæg, fordi det er for deprimerende. Men nu gør jeg det alligevel

Det kan lyde som et personligt råb om hjælp, men er nok i højere grad et samfunds råb i afmagt og et lille spinkelt håb om at nogen eller andet sted højt oppe i systemet stadig ejer følelser og empati og ser hvor fucked verden er, og gør noget ved det.

Yeah, right..

Jeg var til kursus i går med oplæg om pædagogisk filosofi og Bauman og oveni alt det andet, var det bare for meget.

Verdens urolige tilstand lige for tiden påvirker mig og jeg kan sgu ikke lige holde til at høre på individualisering og tabet af fællesskabet og solidariteten, og se-mig-kulturen og velfærdsstatens død og New Public Management og PISA og SATS og OECD og overvågning og newspeak om anerkendelse og selvledelse og nedslidning, stress og arbejdsløshed og fjernelse af efterlønnen…

Jeg ved godt at oplægsholderens intention var at skabe debat og få folk til at se lidt kritisk på “anerkendende” pædagogik og samfundet generelt, men hos mig gik det bare lige ind og ramte i mit aller-ømmeste punkt; troen på fremtiden.

Så kunne jeg ikke sove i nat. Fordi han fik prikket til det sidste håb indeni mig.
Og det var som om jeg ikke længere kunne se nogen mening med noget.

Gu vil jeg da ej være pædagog, hvis der alligevel ikke er tid og ressourcer til at lytte til og lave pædagogiske aktiviteter med og være med til at udvikle det enkelte barn; hvis livet i børnehaven udelukkende er pasning og kaos-kontrol og åndssvagt papirarbejde bestemt ovenfra af folk der ikke ved en skid om pædagogik.
Jeg gider ikke at bruge mit liv på at passe på andres børn under elendige forhold, bare for at andre selv har tid til at gå på arbejde og slide sig ihjel.
Hvis ikke jeg får mulighed for at lave noget, der reelt ændrer noget hos nogen – så kan det sgu ligeså godt være en anden end mig der tørrer røv på de unger.

Hvis jeg alligevel ikke får mulighed for at bidrage med noget som helst, hvorfor så overhovedet prøve?

Men jeg har ligesom ikke noget valg. Det kan godt være vi ikke kan ændre den retning det går; måske ikke engang bare sænke den lidt – men verden bliver hvert fald ikke et bedre sted, af at jeg ikke her.

Ja, og så smider jeg lige den her samtidig;

http://www.information.dk/262742 (“Venstreorienterede har aldrig været mere ulykkelige”)

Posted on by

Selvrealisering

Jeg ville have skrevet noget før.
Jeg ville have skrevet da jeg havde været til PLS’s årsmøde i foråret og havde fået en masse viden om det uddannelsespolitiske system og New Public Management og en masse gejst til at kæmpe videre for at få en pædagoguddannelse, der udvikler mennesker til at blive kompetente til at tage sig af andre mennesker.
Jeg ville have skrevet da jeg droppede Roskildefestivalen, og i stedet for brugte min sommerferie i antifascistisk kollektiv hos min lillebror i Berlin, da jeg blaffede mig til Queertopiafestivalen i Norberg i midt-Sverige og da jeg boede en lille uges tid i nærheden af Sydhavnen under Copenhagen Queerfestival. Det var enormt spændende at se noget andet end den efterhånden trygge festival i Roskilde.
Jeg ville også have skrevet noget om min praktik i en udflytterbørnehave på Amager, min pædagogiske og menneskelige udvikling, skønne unger og nogle meget hjælpsomme og anerkendende kolleger.
Men det blev ligesom aldrig til noget…

I julegave i går aftes fik jeg “Jydens håndbog til overlevelse i København” og der står (blandt mange andre sjove og lige-på-kornet-rammende beskrivelser der allerede har fået mig til at grine højlydt flere gange) at første trin i københavnerens behovsbyramide er selvrealisering – og selvrealiserende københavner vil jeg jo gerne være! – og da jeg også i lillejuleaftensgave fik min fars aflagte iphone 3G og nu sidder og synkroniserer min adressebog, mine billeder og mit liv og følte mig helt vildt cyber-smart blev jeg enig med mig selv om, at NU var det vist på tide at begynde at skrive igen.